IAPWS møde og ferie i Stockholm

Den skandinaviske afdeling stod for årets IAPWS møde, som blev afholdt i Stockholm. Efter mødet brugte Dorthe og jeg nogle dage på at se på byen og skærgården omkring.

Sommer i Stockholm

Sommer og Stockholm er et perfekt match

Sommerdage i Stockholm

Efter IAPWS årsmødet kom Dorthe til Stockholm. Vi boede på et hotel indrettet i et tidligere fængsel på Långholmen. Der var trangt i de gamle celler, men ellers var det fin indkvartering med god service og morgenmad. Hornstull er nabokvarteret på Södermalm; det har en afslappet stemning og flere gode restauranter i 5-10 min. gåafstand fra hotellet. Vi brugte et par dage på at udforske Södermalm til fods og fandt ud af, at øen er præget af tiltalende og charmerende kvarterer. Jeg blev ofte mindet om stemningen på Prentzlauer Berg i Berlin, dog er caféer og restauranter noget dyrere i Sverige. Vi fik også set de klassiske sigths som Gamla Stan, Stadshuset og Vasa Museet. En af de store oplevelser var udflugten til Vaxholm i skærgården med Vaxholmbolagets rutebåde. Derud sejlede vi med en gammel damper, bygget 1910 i Göteborg, men stadig meget velholdt. Vaxholm er en charmerende lille by og naturen på øen er smuk.

IAPWS 2015 - Stockholm

Den skandinaviske afdeling af IAPWS arrangerede dette årsmøde. Vi havde valgt Stockholm for at markere udvidelsen fra en dansk afdeling til en skandinavisk for nogle år siden. Arrangementet lykkedes over al forventning, vejret var perfekt til lejligheden, byen tog sig ud fra sin bedste side i de lyse sommeraftener, hotellet var fint til konference, og alle var behørigt imponerede over festmiddagen foran stavnen af Vasa på museet.